Når du skal starte virksomhed, er det ofte en rigtig god ide, at du lægger et budget, så du har overblik over, hvad det koster at komme i gang. Både for din egen skyld, men også hvis du skal fremvise nogle tal for eksempelvis banken eller rådgivere. Hvis du ikke har haft drift i din virksomhed, kan det være svært at lave et realistisk budget – Men med denne lille guide til priser på online markedsføring kan du forhåbentlig få hjælp til den del af opgaven.

Men guiden skal også tages med et gran salt. Der er meget stor forskel på, om du skal markedsføre en lokal tømrervirksomhed, eller om du skal have kunder i butikken til en webshop der sælger børnetøj. Der er himmelvid forskel i kravene til hjemmeside og markedsføring for de to kanaler. Derfor skal du, hvis du skal bruge mere realistiske tal til et budget, kontakte en potentiel leverandør af ydelserne, og få et tilbud. Så kan du bruge disse tal til dit budget.

Læg et budget for din virksomhed

Inden du starter med at udarbejde dit budget, skal du bruge et budgetskema. Du kan finde inspiration til et budget for en virksomhed på nettet. Kort fortalt indeholder et budget nogle poster med indtægter og udgifter, nøjagtig som du kender det fra din privatøkonomi. I budgetskemaet skal du meget gerne have et punkt under udgifter, der hedder “markedsføring” – eller “online markedsføring”. Dette punkt kan du inddele i nogle underpunkter, som kunne være:

  • Hjemmeside – udvikling og drift
  • SEO – Søgemaskineoptimering
  • Google Ads – Betalt annoncering i eksempelvis Google
  • Sociale medier – Annoncering og konsulentbistand
  • Email marketing

Ovenstående punkter er eksempler på ting, som du kan få som en udgift i din nystartede virksomhed. Derfor bør du også gøre dig nogle overvejelser om, hvor mange penge du skal bruge på dem.

Forhåbentlig vil det være sådan, at de penge du investerer i eksempelvis Google Ads, også resulterer i mere omsætning i din virksomhed. Det er jo hele formålet med at foretage investeringen. Men hvor meget du får tilbage, og hvor hurtigt det sker er meget svært at spå om. Derfor skal du også være klar på at tilrette dit budget, når din virksomhed kommer i drift.

Hvor meget du skal afsætte, afhænger selvfølgelig også af, hvor mange penge du har til at starte for. Skal du starte din virksomhed for opsparede midler – og er der andre udgifter, som også skal tages højde for; eksempelvis indretning og leje af lokaler, køb af inventar, lager eller værktøj? Måske er nogle af disse punkter vigtigere end online markedsføring, og så må du prioritere, hvad du kan bruge pengene på.

Herunder får du nogle konkrete eksempler på, hvad de forskellige områder kan koste for en iværksætter, der starter en traditionel virksomhed, enten online eller lokalt baseret.

Alle punkterne herunder kan du større eller mindre grad selv udføre. Det kræver dog noget viden, så jeg tager udgangspunkt i, at du skal købe dig til ydelserne.

Hjemmeside

Prisen på en hjemmeside afhænger meget af, hvad den skal kunne. Er det blot en mindre præsentation af en lokal virksomhed, eksempelvis en tømrer? Eller skal du have en webshop? Der findes et hav af systemer og webbureauer, der tilbyder hjemmesider. Så find ud af, hvad din hjemmeside skal kunne, og kontakt en leverandør, som kan løfte opgaven for at få et tilbud.

Som udgangspunkt skal du regne med at en simpel hjemmeside koster fra 5-10.000 kr. Skal der webshop på, må du forvente en startpris på omkring 20.000 kr og opefter. Hertil kommer betaling til eksempelvis betalingsløsning, her skal du nok regne med 250-500 kr månedligt.

SEO

SEO sikrer dig, at du er synlig i søgemaskinerne. Du behøver ikke bruge penge på det, især hvis du selv kan skrive, men vil du have besøgende fra søgemaskinerne kommer du ikke udenom at investere i SEO.

SEO består af to dele: Dels det, der foregår på din hjemmeside, og dels såkaldt offpage SEO, også kaldet linkbuilding. Ofte kan du komme langt med SEO, hvis du selv kan skrive tekster, men det kan så være en god ide, at tage et kursus, eller læse om SEO på nettet. Skal du ud og købe dig til ydelserne eksempelvis hos et SEO bureau, skal du forvente at betale i størrelsesordenen 2.500-10.000 kr månedligt. Er du i et konkurrencepræget marked bør du afsætte en del penge til denne budgetpost. Du må forvente en længere tilbagebetalingstid på investeringen til SEO, end til eksempelvis Google Ads.

Google Ads (AdWords)

Google Ads er betalte annoncer i søgeresultaterne. For en virksomhed, der lever af at skaffe kunder online, kommer du ikke udenom at afsætte penge til Google Ads. Til gengæld er du sikker på resultater meget hurtigt.

Modsat SEO vil jeg ikke anbefale, at du selv kaster dig over Google Ads opsætning og optimering, med mindre du har en brændende interesse for det. Google Ads er et teknisk avanceret værktøj, som kræver en del indsigt for at få det optimale ud af dine penge. Til gengæld er det nemmere at regne på resultaterne end med SEO.

En dygtigt Google Ads-konsulent vil kunne levere salg, der koster 10-15% af omsætningen. Sælger du for eksempelvis 100 kr, skal du regne med at bruge eksempelvis 15 kr på Google Ads. Hertil kommer udgiften til konsulenten, som typisk ligger omkring 15-25% af forbruget i Google Ads.

Et eksempel: Forventer du at omsætte 100.000 kr i din webshop fra Google Ads? Så kan du regne med en udgift til annoncering på 15.000 kr, og en udgift til konsulenten på eksempelvis 3000 kr. Altså ialt 18.000 kr for at få en omsætning på 100.000. Det gode er så, at en dygtig konsulent vil kunne sikre, at du tjener penge på hver krone – Så du i bund og grund kan køre med ubegrænsede budgetter på Ads.

Driver du en mere traditionel virksomhed, eksempelvis tømreren fra eksemplet ovenfor, kan det være sværere at spå om prisen på Ads. Men afsæt i størrelsesordenen 3-5000 kr i starten, så kan du komme i gang, og få data til at optimere din Ads konto.

I dit budgetskema kan du med fordel inddele udgiften til Google Ads i forbrug og optimering/rådgivning. Så har du overblikket.

Du kan læse om Google Ads her

Facebook annoncering

Du har måske en ide om, at du skal tilknytte en facebookside til din virksomhed. Så bør du også afsætte penge til at opbygge den. På Facebook kommer du nemlig ikke langt, hvis du ikke putter penge i annoncering. Hvor meget du skal bruge, afhænger helt af din strategi. Her kan du med fordel kontakte en rådgiver, der kan hjælpe med at udarbejde en plan.

På Facebook kan du annoncere på mange måder. Du kan annoncere for at få likes til din facebookside, for at få klik til hjemmesiden, eller for at få visninger af dine opslag på Instagram.

Hvis du blot vil i gang med Facebook, kan du afsætte 1.000-3.000 kr månedligt, så kan du komme i gang med at opbygge din virksomhed på Facebook, og gøre erfaringer.

Læs mere om Facebook Ads

Email marketing

Skal du drive online virksomhed, er det en rigtig god ide at begynde at opsamle email-adresser fra dine kunder og potentielle kunder så tidligt som muligt. Til det skal du bruge et system som eksempelvis Mailchimp. Det gode er, at du kan få en gratis konto, når du ikke har opsamlet så mange emails. Dog er nogle funktioner i mailchimp kun for betalende kunder. Du kan også overveje et system som Sleeknote til at opsamle emails – Det er blandt andet det system, som du ser i nederste højre hjørne her på OMFI. Med Sleeknote kan du vise et godt tilbud til dine besøgende, og få dem til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Du skal afsætte 500-1.000 kr månedligt, hvis du vil bruge Sleeknote og en betalt Mailchimp konto, men selv vil lave dit nyhedsbrev.